Chokoladecupcakes med marshmallow frosting

I foråret blev jeg spurgt, om jeg ville levere en ordentlig stak cupcakes til kollegaerne, da en bekendt skulle gå på barsel. Det eneste klare ønske var et Star Wars-tema, så jeg endte med et mørk vs. lys side-koncept: disse skønne chokoladecupcakes med marshmallow frosting og marshmallow stormtroopers vs. blondie-cupcakes med hindbær og lakridsfrosting pyntet med stjerner og lyssværd af hjemmelavet fondant.

Chokoladecupcakes med marshmallow frosting og marshmallow stormtroopers

Den samlede levering af Star Wars-cupcakes klar til afhentning!

Selve chokoladecupcaken er min go-to-opskrift fra Sally’s Baking Addiction – en superlækker opskrift, der giver en dejligt svampet cupcake med en intens chokoladesmag og en flot rund top (hvis du bager ved almindelig varme og ikke varmluft, har jeg lært, for så kan toppen falde sammen som på billedet øverst – jeg nåede desværre kun at tage nærbillede af andensorteringen ).

Marshmallow frostingen har jeg eksperimenteret mig frem til. Jeg ville have prøvet denne opskrift fra Annettes kager, men kunne ikke opstøve glukose i anden form end sirup, da jeg stod og skulle bruge det. Så skulle det købes over nettet, og det irriterede mig at skulle betale ca. det samme i porto som for produktet selv. Jeg afprøvede i stedet et par opskrifter med glukosesirup, men enten klaskede frostingen hurtigt sammen, eller også blev den så sej, at den ikke rigtigt var til at bide eller skære af, uden at det blev noget rod.

Derfor gik jeg en tredje vej og kom frem til en opskrift på marshmallow frosting, der er baseret på smeltede marshmallows – opfindsomt, ikke sandt?  Det har folk selvfølgelig gjort før mig, men her havde jeg heller ikke den store succes med de opskrifter, jeg testede. Denne her synes jeg til gengæld, fungerer – den smager skønt af vanilje og er lidt chewy, som en god marshmallow skal være, samtidig med at den både kan bides og skæres over med en gaffel uden de store problemer. Altså helt perfekt til at sammensætte de lækreste chokoladecupcakes med marshmallow frosting.

frosting med skumfiduser

Jeg må indrømme, at jeg ikke har prøvet, om den kan holde formen, hvis man fx prøver at sprøjte den ud med en stjernetyl; men til formålet her, hvor den skulle danne bunden for en hær af marshmallow stormtroopers, var den helt perfekt. Manden syntes sågar, det var den bedste frosting, jeg har lavet endnu, så der bliver nok lejlighed til at teste andre sprøjtemetoder af 

Pynten består af marshmallows dekoreret med spiselig tusch – hvem siger, man ikke må lege med maden?

Opskrift: chokoladecupcakes med marshmallow frosting – ca. 12 stk.

Chokoladecupcakes

  • 115 g (1/2 cup) smør, stuetemperatur
  • 60 g mørk bagechokolade, ikke for kraftig (45-55 % kakao)
  • 42 g (1/2 cup) usødet kakaopulver
  • 94 g (3/4 cup) mel
  • 1/2 tsk natron
  • 3/4 tsk bagepulver
  • 2 store æg, stuetemperatur
  • 100 g (1/2 cup) sukker
  • 50 g (1/4 cup) brun farin
  • 1 tsk vaniljeessens
  • 120 ml (1/2 cup) buttermilk/kærnemælk*
    • Syren fra buttermilk er det, der får natronen til at hæve. Du kan lave din egen ved at hælde 2 tsk hvid eddike eller citronsaft i et målebæger og fylde op til 120 ml / 1/2 cup med mælk. Rør rundt og lad det stå i 5 minutter. Konsistensen er ser ikke så lækker ud, men den er god nok 
  1. Tænd ovnen på 175 grader og kom 12 papirforme i en muffinpande af normal størrelse.
  2. Smelt smør og chokolade sammen over vandbad. Rør blandingen glat og stil den til side, så den kan køle af.
  3. Si kakao, mel, bagepulver og natron i en skål og bland det forsigtigt. Stil skålen til side.
  4. Pisk æg, sukker, farin og vaniljeessens i en stor skål, evt. ved hjælp af en køkkenmaskine, til du har en jævn, tyk æggesnaps. Tilsæt afkølet smør og chokolade og pisk igen, til blandingen er glat.
  5. Bruger du en køkkenmaskine, kan du indstille den på laveste hastighed med k-spaden monteret til næste trin – ellers brug en træske eller lignende og vend forsigtigt halvdelen af melblandingen i efterfulgt af halvdelen af kærnemælken/buttermilken. Gentag proceduren med resten af ingredienserne og bland, til det hele lige nøjagtigt er indkorporeret i dejen – pas på ikke at overblande. Dejen vil være ret så tyk.
  6. Fordel dejen i de 12 cupcakeforme og bag i ca. 18 min., til en kødnål eller tandstik kommer ren ud, når du stikker den ned i midten af en cupcake. Tag dem ud, og lad dine chokoladecupcakes sætte sig i formen et par minutter, før du overfører dem til en bagerist for at køle af. Cupcakesne skal være helt afkølede, inden du pynter med skumfidus-frosting.

Marshmallow frosting (MMF)

  • 2 æggehvider
  • 24 store marshmallows i kvarte (fx Haribo Chamallows)
  • 120 g sukker
  • 1/8 tsk salt
  • Ca. 1,5 tsk vand
  1. Kom æggehvider, sukker og salt i en mediumstor skål, som du kan sætte over vandbad, og pisk i ca. 1 minut, til blandingen begynder at skumme.
  2. Sæt skålen over vandbad – uden at bunden rører vandet! – og pisk i ca. 7-8 min, til sukkeret er helt opløst, og du har en fast marengs, som du kan lave toppe med.
  3. Tilsæt Marshmallows lidt ad gangen og pisk så, til de er opløst.
  4. Tag skålen af varmen og sæt den i koldt vandbad, så den køler hurtigere af. Tilsæt vand – start med 1 tsk – og pisk, til marshmallow frostingen er afkølet. Jo koldere den bliver, jo fastere bliver den, fordi marshmallowsne begynder at stivne igen. Synes du, at den bliver for fast og tyggegummiagtig, kan du piske lidt ekstra vand i.

NOTE: Pynter du dine chokoladecupcakes med marshmallow frosting i et tyndt rundt lag, som jeg gjorde for at lave en bund for mine stormtroopers, kan du med fordel fylde lidt ekstra frosting ind i dine cupcakes. Skær en lille kegle ud af toppen af cupcaken og fyld op med frosting – og pres kagekeglen ned oven på igen, inden du froster færdig, hvis du ikke vil lade god kage gå til spilde 

Chokoladecupcakes med marshmallow frosting

Post navigation


3 thoughts on “Chokoladecupcakes med marshmallow frosting

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Facebook
Facebook
INSTAGRAM
PINTEREST
PINTEREST