Chokolade-cupcakes med karamel-frosting

Den perfekte kombination af chokolade og saltkaramel

I lørdags havde min kære mand inviteret sin gamle studiegruppe til middag, og jeg var rigtigt i mit es. Jeg fik nemlig lov til at stå for desserten, og valget faldt på disse dejlige chokoladecupcakes med karamel-frosting – en skøn opskrift, som jeg bare ikke liiiiiige har fået lagt på bloggen. Før nu altså.

I hverdagen gider jeg ikke rigtigt det der med madlavning længere. I gamle dage, mens jeg studerede, var madlavningen et kærkomment break – en legitim undskyldning for at holde en pause fra bøger og opgaver. Uden mad og drikke duer helten som bekendt ikke. Men nu hvor jeg er almindelig lønslave og har fri efter fyraften, er madlavning ærligt talt mest til besvær og skal gerne overstås hurtigst muligt.

Med mindre naturligvis, at vi med madlavning mener bagning. Så er det straks en helt anden sag. Og når det så oven i købet er weekend med gæstebesøg på plakaten, så skal den dæleme bare have hele armen. Og det fik den så.

Cupcakesne blev naturligvis bagt fra bunden ud fra min faste yndlings-go-to-opskrift på chokoladecupcakes fra Sally’s Baking Addiction. Det er også derfra, jeg har opskriften på en superlækker hjemmelavet karamelsauce, som jeg skulle bruge for at toppe mine cupcakes med karamel-frosting. Og da der nu var tale om en dessert, virkede det passende med en rask lille vaniljeis on the side – naturligvis også hjemmelavet, det var jo lørdag, og ismaskinen skal jo også luftes en gang imellem. Alt i alt endte det med adskillige timers kvalitetstid i det muntre køkken.

chokolade-cupcakes med karamel-frosting og vaniljeis

Toppingen på isen er i øvrigt min mands hjemmelavede jordbærkaviar efter opskrift fra Spise med Price. De er lavet på koncentreret jordbærsaft og husblas og er et sjovt lille gimmick, hvis man vil være lidt fancy-pancy

På billederne ovenfor har jeg brugt min Wilton M1 til at lave en bølgende top af karamel-frosting – og så har jeg brugt den “tynde” version af min hjemmelavede karamelsauce med ekstra fløde (instrukser i opskriften her) til at swirle karamelsauce ud over. Sidst brugte jeg en 2D-tyl til at lave en rose af frosting og dryppede let opvarmet karamelsauce af den tykkere slags hen over:

chokoladecupcakes med karamel-frosting og karamel swirls

Anyways, tilbage til cupcakesne. Selve chokoladekagen er superlækker og svampet med en dejlig kraftig chokoladesmag fra kombinationen af kakaopulver og smeltet mørk chokolade. I min bog skal der altså bare rigtig chokolade i en chokoladekage, så det smager af mere end en færdigblanding fra AMO.

Kombinationen af chokolade og karamel er altid et sikkert hit, og den hjemmelavede karamelsauce lavet med saltet smør giver et ekstra lækkert twist. Du kan selvfølgelig også købe flydende karamel færdiglavet på glas eller tube, hvis det skal gå lidt hurtigt – men du skulle nu virkelig unde dig selv at prøve at lave din egen. Opskriften her er superlet at gå til, og så kan du helt selv styre konsistensen og mængden af salt.

Da man nu engang næsten ikke kan få for meget karamel, skar jeg en lille fordybning i alle mine chokoladecupcakes og fyldte en lille teske karamel ned i, før jeg toppede med min karamel-frosting. Bare for lige at få de der små rendyrkede luksusbidder, når gaflen rammer kernen. Og selvfølgelig swirlede jeg lidt karamelsauce ud over frostingen til sidst. Fordi mere er bedre.

chokoladecupcakes med karamel-fyld

chokoladecupcakes fyldt med karamel

De kunne også se sådan her ud, hvis du bruger en 2D-tyl:

 

Jeg håber, opskriften falder i din smag – bon appetit 

Opskrift på chokoladecupcakes med karamel-frosting – 12 stk.

Chokoladecupcakes

  • 115 g (1/2 cup) smør, stuetemperatur
  • 60 g mørk bagechokolade, ikke for kraftig (45-55 % kakao)
  • 42 g (1/2 cup) usødet kakaopulver
  • 94 g (3/4 cup) mel
  • 1/2 tsk natron
  • 3/4 tsk bagepulver
  • 2 store æg, stuetemperatur
  • 100 g (1/2 cup) sukker
  • 50 g (1/4 cup) brun farin
  • 1 tsk vaniljeessens eller kornene af 1 stang vanilje
  • 120 ml (1/2 cup) buttermilk*/kærnemælk
    • Syren fra dette er det, der får natronen til at hæve. Du kan lave din egen buttermilk ved at hælde 2 tsk hvid eddike eller citronsaft i et målebæger og fylde op til 120 ml = 1/2 cup med mælk. Rør rundt og lad det stå i 5 minutter. Konsistensen er ser ikke så lækker ud, men den er god nok
  1. Forvarm ovnen til 175 grader og kom papirforme i en standard muffinform.
  2. Smelt smør og chokolade i en lille gryde over lav varme. Lad ikke blandingen blive for varm, og stil den til side for at køle lidt af, når det hele er smeltet.
  3. Si mel, kakao, natron og bagepulver i en skål og bland det forsigtigt. Stil skålen til side.
  4. Bruger du en vaniljestang, så flæk den, skrab kornene ud og brug kniven til at mase dem godt sammen med lidt af sukkeret for at separere kornene. Pisk så æg, sukker, farin og vanilje til en tyk og luftig æggesnaps.
  5. Pisk chokolade- og smørblandingen i og sørg for, at det bliver godt inkorporeret.
  6. Vend forsigtigt skiftevis 1/3 af melblandingen (gerne gennem en si) og 1/2 af buttermilken/kærnemælken i dejen med en grydeske eller spatel, til det hele lige nøjagtigt er blandet sammen. Pas på ikke at overblande.
  7. Fordel dejen i de 12 forme ved hjælp af 2 skeer og bag dine chokoladecupcakes i ca. 18 minutter, til en tandstik eller kødnål kommer ren ud, når du stikker den ned i midten. Lad cupcakesne køle af i formen i nogle minutter og overfør dem så til en bagerist. Lad dem køle helt af, før du pynter med karamel-frosting.

Tip! Er du til et ekstra skud karamel, kan du efter afkøling bruge en udstikker eller en kniv til lave en lille fordybning i midten af dine chokoladecupcakes og fylde dem med lidt af den tyktflydende karamelsauce. Gem gerne de stykker af chokoladekage, du skærer ud, og tryk dem blidt tilbage på plads oven på karamellen – der er ingen grund til at lade god kage gå til spilde 

Karamel-frosting med flydende saltkaramel

  • 200 g smør, stuetemperatur
  • 150-170 g flormelis, siet
  • 4 spsk piskefløde
  • 2-3 spsk flydende saltkaramel
  1. Pisk smørret hvidt og luftigt, gerne på en køkkenmaskine med spatel – ca. 3-5 min.
  2. Skru ned på lav hastighed og tilsæt siet flormelis lidt ad gangen. Pisk derefter ved medium hastighed, til flormelisen er godt inkorporeret og frostingen atter luftig.
  3. Tilsæt piskefløde en spiseskefuld ad gangen og pisk, til frostingen er luftig og cremet – 1-2 minutter. Smag derefter til med 2-3 store spiseskefulde flydende saltkaramel og sørg for, at den bliver inkorporeret godt i frostingen.
  4. Så er det tid til at dekorere dine chokoladecupcakes med karamel-frosting! Du kan enten smøre karamel-frostingen på med en smørekniv eller bruge en sprøjtepose. Slut af med at dryppe / swirle flydende karamelsauce hen over frostingen – det ser flot ud og giver lige det ekstra twist af ren saltkaramel. Er din karamelsauce meget tyk, kan du lune den ganske lidt i en lille gryde for at gøre den mere flydende – men pas på ikke at overvarme den, så løber den ud over det hele og kan smelte sig ned i frostingen.
Chokoladecupcakes med karamel-frosting

Post navigation


4 thoughts on “Chokoladecupcakes med karamel-frosting

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Facebook
Facebook
INSTAGRAM
PINTEREST
PINTEREST