Double chocolate walnut cookies - Dobbelt chokoladecookies med valnødder

Disse dobbelt chokoladecookies med valnødder er tynde, sprøde og proppet med lækre stykker af både mørk og hvid chokolade. Jeg elsker kombinationen af chokolade og valnødder, det bitre modspil til sukkeret er superlækkert. Den hvide chokolade giver dertil en dejlig vaniljesmag og et hint af karamel, når det smelter og brunes lidt under bagningen. Og så har jeg erstattet lidt hvedemel med havregryn, det giver både en god smag og lidt ekstra bid til cookien 

Der blev bagt dobbelt chokoladecookies med valnødder til en weekend fuld af gæster. Jeg havde planer om at servere vaniljecupcakes med jordbærswirls lørdag, hvor jeg fik besøg af en veninde, og søndag stod menuen på rabarbercrumble med vanilje og mandler til et mindre flytteselskab. Men jeg manglede liiiige den der lille ekstra ting til kaffen, og da jeg blev deprimeret over, hvad jeg skulle give for en pakke chocolate chip cookies proppet med e-numre hos købmanden, gik jeg i stedet hjem og bagte dem selv 

Cookies er en utroligt taknemmelig ting at kaste sig ud i – det tager et splitsekund at røre en dej sammen og sætte den i små toppe på en bageplade, og 15 minutters bagetid senere har du en skøn portion hjemmelavede cookies, der er superlækre både lune og nylavede eller kolde og sprøde dagen derpå 

God fornøjelse!

Opskrift – ca. 16 stk.

  • 75 g hvedemel
  • 50 g havregryn
  • 1/2 tsk bagepulver
  • 100 g blødt smør
  • 60 g rørsukker
  • 60 g brun farin
  • 1/2 tsk vaniljesukker
  • 1 æg
  • 50 g mørk chokolade
  • 50 g hvid chokolade
  • 50 g valnødder
  1. Bland mel, havregryn og bagepulver i en skål og stil den til side.
  2. Hak chokolade og valnødder groft.
  3. Rør smør, sukker og farin til en blød og glat masse. Rør ægget i og tilsæt til sidst chokolade og valnødder.
  4. Sæt cookiedejen på en bageplade i 15-16 toppe. Lad der være god plads imellem, da de flyder ud i ovnen. Bag dem ca. 15 min., til de er gyldne.
  5. Overfør de færdigbagte chokoladecookies med valnødder til en bagerist til afkøling – og nyd dem så både lune og helt afkølede.
Cookies med valnødder og to slags chokolade

Post navigation


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Facebook
Facebook
INSTAGRAM
PINTEREST
PINTEREST