Klassisk cream cheese frosting med vanilje

Cream cheese frosting er på én gang et fantastisk og frustrerende bekendtskab. Fantastisk, fordi kombinationen af det søde og det syrlige er helt uforlignelig og løfter enhver kage fra en sukkersød bombe til en lækker, velafbalanceret sag.

Prøv fx disse skønne red velvet cupcakes, endnu en klassiker i cupcakekøkkenet 

Frustrerende, fordi en cream cheese frosting kræver både teknik, strategi og øvelse at mestre. Det er ufatteligt nemt at ende med en frosting, der enten er så flydende, at den løber fra dig – eller fuld af små, irriterende klumper, der sidder fast i tyllen og ødelægger din frostingteknik.

Hvis du ser amerikanske YouTubevideoer, ser du bagerne gladeligt piske flødeosten i evigheder for til sidst at stå med en smuk, tyk og cremet cream cheese frosting. Her er det let at lade sig snyde.

I USA og England bruger de nemlig typisk det, de kalder brick cream cheese. Brick cream cheese har en langt højere fedtprocent end den klassiske smøreost, du finder herhjemme – faktisk helt op til knap 50 g fedt pr. 100 g. Til sammenligning har vores klassiske philadelphia smøreost 21 g fedt pr. 100 g, hvor en Buko lige kan svinge sig op på 25 g fedt pr. 100 g. Og det har altså stor betydning for, hvordan cream cheesen reagerer på at blive pisket.

Tre tips og tricks til cream cheese frosting

Når du skal lave en lækker cream cheese frosting, er der særligt tre ting, du skal være opmærksom på:

  1. Brug kolde ingredienser – lad kun smørret blive en lille smule blødt på køkkenbordet (ca. 10 minutter) og tag flødeosten direkte fra køleskabet, når du skal bruge den.
  2. Pisk cream cheesen så lidt som overhovedet muligt! Den skal kun lige blive glat og jævn, uden klumper.
  3. Du kan ikke redde en flydende cream cheese frosting med mere flormelis. Er cream cheese frostingen først begyndt at løbe for dig, så tænk på glasur – flormelisen “smelter” i væske, og der vil skulle uhyggeligt meget flormelis til for at tykne en flydende frosting. I stedet kan du evt. prøve at stille den i køleskabet 20 minutters tid og se, om det hjælper, at smørret begynder at stivne. Ellers må du bide i det sure æble og starte forfra.

Og lad os så komme i gang.

Opskrift på cream cheese frosting – 12 cupcakes

Opskriften herunder giver et enkelt lag til ca. 12 cupcakes. Vil du gerne have et højt lag, kan du lave 1½ portion.

  • 100 g koldt men lidt blødt smør
  • 200 g flormelis
  • 2 tsk vaniljeekstrakt eller kornene fra 1 vaniljestang
  • 200 g køleskabskold fuldfed cream cheese
  1. Tag din cream cheese direkte fra køleskabet og vip den over i en skål – helst til en røremaskine med spatel. Rør flødeosten forsigtigt ved laveste hastighed, til den lige nøjagtigt er glat og jævn uden klumper. Pas på ikke at overpiske! Skrab flødeosten over i en lille skål og sæt den tilbage på køl.
  2. Pisk nu det kolde smør ved høj hastighed, til den begynder at blive cremet – ca. 2 minutter. Tilsæt flormelis og start med at piske ved lav hastighed, indtil flormelisen er godt blandet med smørret. Det vil samle sig i klumper først, fordi der er forholdsvis meget flormelis i forhold til smør. Sæt så hastigheden op og pisk, til du har en god, cremet og lidt luftig konsistens. Tilsæt vanilje og pisk, til det er godt inkorporeret.
  3. Tilsæt nu forsigtigt den rørte flødeost fra køleskabet. Rør forsigtigt ved laveste hastighed, til flødeosten lige nøjagtigt er inkorporeret i smørblandingen – pas igen på ikke at overpiske! Jo længere du pisker, jo mere flydende bliver konsistensen.
  4. Sæt eventuelt din cream cheese frosting i køleskabet i 10-20 minutter, hvis du gerne vil have en fastere frosting. Ellers er du klar til at pynte dine cupcakes med den lækreste klassiske cream cheese frosting med vaniljesmag.
Cream cheese frosting

Post navigation


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Facebook
Facebook
INSTAGRAM
PINTEREST
PINTEREST