Hjemmelavet karamelsauce med saltkaramel

Den bedste karamelsauce til kager og desserter

Hjemmelavet karamelsauce kan være en drilsk sag at kaste sig ud i – jeg har selv kæmpet mine kampe med forskellige opskrifter med varierende grader af succes. Indtil jeg en dag faldt over denne opskrift på hjemmelavet karamelsauce fra Sally’s Baking Addiction – så var min lykke gjort. Og nu giver jeg den videre til dig 

Saltet i karamelsaucen giver et lækkert modspil til det søde. Verden er bare et rarere sted, når man kan smøre den med en skefuld flydende saltkaramel. I promise.

Så kan man jo for eksempel lave chokoladecupcakes med karamel-frosting. Måske med en kerne af ren karamel. Og lækre swirls af saltkaramel på toppen. Mums!

chokoladecupcakes med karamel-frosting og karamel swirls

Opskriften er supernem at gå til – sørg blot for at have alle ingredienserne klar, før du går i gang. Og husk så at røre godt i sukkeret, indtil og imens det smelter. Ikke noget med lige at skulle tømme opvaskemaskinen imens. Så har du pludselig brændt karamel. Se evt. Sally’s detaljerede step by step-vejledning med billeder.

Den hjemmelavede karamelsauce bliver tyk, cremet og fuldstændig uimodståelig, når den køler af (bemærk risikoen for at glemme, hvad det egentlig var meningen, du skulle bruge karamelsaucen til, og spiser det hele fra glasset med en ske). Vil du gerne have en lidt mere flydende karamelsauce, som er nem at bruge til at swirle oven på fx is og frosting, kan du evt. tilsætte 50 % ekstra fløde (1/4 cup = 60 ml) – så er det bare at huske at tage karamelsaucen ud af køleskabet i tide til, at den får stuetemperatur. Den ekstra fløde ændrer selvfølgelig lidt på smagen, men gør bestemt ikke din hjemmelavede karamelsauce ringere.

Alternativt kan du også bare lune den tykke karamelsauce ganske lidt i en kasserolle, til den har en passende flydende konsistens. Men pas på ikke at overvarme den, så flyder den ud over det hele og kan smelte frostingen.

God fornøjelse!

hjemmelavet karamelsauce på glas

Opskrift på hjemmelavet karamelsauce – ca. 2,5 dl

  • 200 g sukker
  • 90 g smør skåret i 6 terninger
  • 120 ml fløde
  • Evt. ekstra salt efter smag
  1. Hæld sukkeret i en tykbundet gryde af medium størrelse og varm det op ved medium varme, imens du konstant rører med en spatel, der kan tåle høj varme. Sukkeret vil efterhånden begynde at klumpe og siden smelte og bliv til en tyk, glat, ravfarvet masse – dette tager ca. 10 min. Pas på, det ikke brænder på.
  2. Når alt sukkeret er smeltet, tilsætter du smørret. Sukkeret vil boble hurtigt op, så vær forsigtig! Rør igen, indtil smørret er smeltet.
  3. Hæld nu ganske langsomt fløden i karamellen, som igen vil boble og kan sprøjte, så pas på. Rør undervejs.
  4. Lad karamelblandingen koge ca. 1 minuts tid. Den vil “hæve” undervejs.
  5. Fjern karamellen fra varmen og lad den køle lidt af. Tilsæt evt. ekstra salt efter smag – HUSK, at smeltet sukker er vanvittigt varm, så pust godt på skeen, før du smager. Personligt synes jeg, at saltet fra smørret er lige præcis nok.
  6. Opbevar din hjemmelavede karamelsauce på køl i et lufttæt glas i op til 2 uger. Varm evt. karamellen ganske lidt op før brug, så bliver den mindre tyk og mere medgørlig – men pas på, den ikke bliver for varm og flydende, hvis du fx skal bruge den til en frosting eller som fyld i cupcakes (en varm karamelsauce vil smelte frostingen, og en meget flydende karamel siver ned i cupcaken i stedet for at ligge som en lækker blød kerne).
Hjemmelavet karamelsauce med saltkaramel

Post navigation


One thought on “Hjemmelavet karamelsauce med saltkaramel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Facebook
Facebook
INSTAGRAM
PINTEREST
PINTEREST