Julen er for mig lig med retten til at fylde sig med alverdens julede variationer af søde sager og ikke mindst rigelige mængder af slik og konfekt. Denne opskrift på hvid chokoladetrøffel med kokos og rom er en af mine absolutte favoritter – dejlig bløde og cremede med et delikat samspil mellem vanilje, rom og kokos, særligt når de kommer lige fra køleskabet. Trøflerne blev indført af min far og papmor, og i mange år har jeg kun fået dem, når vi kom på besøg der til jul. Men sidste år scorede jeg opskriften, så nu er den også fast inventar i mit køleskab i december!

Ulrik og jeg har tradition for at bruge en aften på at lave al vores konfekt, mens vi ser Alene Hjemme 1 eller 2. I år skulle det have været i lørdags – vores 16 måneder gamle datter var bare ikke helt enig i planen. Klokken blev 22.30, før hun overgav sig til søvnen, og så var vi altså for trætte til at begynde på konfekt og film. Go figure. Så blandingerne til havregrynskugler og hvid chokoladetrøffel røg tilbage i køleskabet, hvor de stod fint og trak til søndag eftermiddag, og så stod den i stedet på adventshygge og produktion af 5 forskellige slags konfekt. Mums!

Opskriften giver mellem 30-40 stk. afhængigt af størrelsen. Jeg kan godt lide, at de er store nok til at dele over i 2 bidder – ca. 1½-2 cm i diameter. Det giver omkring 35 stk. superlækre hvide chokoladetrøfler.

God fornøjelse – og god december!

Opskrift (30-40 stk.)

  • 1 dl piskefløde 38 %
  • Kornene fra 1 stang god vanilje
  • 200 g hvid chokolade, hakket
  • 1/4 dl hvid rom
  • 100 g kokosmel + ekstra til at rulle trøflerne i
  • Evt. skal af 1/4 økoappelsin
  1. Kom fløde og kornene fra en vaniljestang i en gryde og bring det i kog ved lav varme, mens du rører rundt.
  2. Tag gryden af varmen og hæld den hakkede hvide chokolade i. Rør rundt, til det hele er smeltet.
  3. Rør rom og 100 g kokosmel i og smag evt. til med appelsinskal.
  4. Sæt cremen på køl, til den er fast – min. 1½-2 timer, evt. natten over. Tril mundrette kugler, rul dem i kokosmel og opbevar dem i køleskabet. Serveres kolde.
Hvid chokoladetrøffel med kokos og rom

Post navigation


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Facebook
Facebook
INSTAGRAM
PINTEREST
PINTEREST