m&m cupcakes peanutbutter frosting

Skønne chokoladecupcakes inspireret af M&M med peanuts

I sidste uge leverede jeg disse M&M cupcakes med en cremet peanutbutter frosting sammen med en jobansøgning – og som du måske kan forestille dig, vakte de begejstring. Det forstår jeg godt, for de var ualmindeligt gode, hvis jeg selv skal sige det 

Som jobsøger må man nogle gange gøre noget ekstra for at skille sig ud og trænge igennem et ofte stort og tungt felt af kandidater, hvis man vil gøre sig håb om at lande en samtale og et job. Her er alt at vinde og meget lidt at tabe, og derfor trækker jeg nogle gange på min blog. Bloggen er relevant, fordi jeg søger jobs inden for kommunikation, marketing og branding. Og under de rette omstændigheder kan en leverance af cupcakes være en sjov og uskyldig måde at skabe opmærksomhed omkring netop min ansøgning blandt hundredvis af konkurrenter. I åben krig gælder alle kneb, ikke mindst bestikkelse med kage!

m&m chokoladecupcakes med peanutbutter frosting

Denne gang søgte jeg en stilling i en afdeling bestående af selverklærede slikmunde. Det vidste jeg, fordi de havde skrevet om det i jobopslaget. Og det tog jeg naturligvis som en åben invitation til at servere min ansøgning sammen med et lækkert parti slikinspirerede minicupcakes.

Basen er min sædvanlig go-to-opskrift på chokoladecupcakes fra Sally’s Baking Addiction. Den kender du måske allerede fra mine chokoladecupcakes med karamelfrosting, skumfidusfrosting og brunsvigerfrosting – der er lidt for enhver smag

Nedenfor får du denne gang min version af M&M cupcakes med peanutbutter frosting, en stærk kandidat til en ny favorit her på bloggen! Som udgangspunkt er jeg ellers ikke fan af peanutbutter – som i overhovedet ikke – men i en frosting oven på lækre chokoladecupcakes må jeg sige, at det er intet mindre end fabelagtigt. Så hvis du også er peanutbutter-skeptiker, så prøv det alligevel. Du bliver garanteret overrasket!

cupcakes with m&m

Velbekomme!

Opskrift på M&M cupcakes med peanutbutter frosting – ca. 12 alm. / 36 mini

Chokoladecupcakes

  • 115 g (1/2 cup) smør, stuetemperatur
  • 60 g mørk bagechokolade, ikke for kraftig (45-55 % kakao)
  • 42 g (1/2 cup) usødet kakaopulver
  • 94 g (3/4 cup) mel
  • 1/2 tsk natron
  • 3/4 tsk bagepulver
  • 2 store æg, stuetemperatur
  • 100 g (1/2 cup) sukker
  • 50 g (1/4 cup) brun farin
  • 1 tsk vaniljeessens eller kornene af 1 stang vanilje
  • 120 ml (1/2 cup) buttermilk*/kærnemælk
    • Syren fra dette er det, der får natronen til at hæve. Du kan lave din egen buttermilk ved at hælde 2 tsk hvid eddike eller citronsaft i et målebæger og fylde op til 120 ml = 1/2 cup med mælk. Rør rundt og lad det stå i 5 minutter. Konsistensen er ser ikke så lækker ud, men den er god nok
  1. Forvarm ovnen til 175 grader og kom papirforme i en standard muffinform.
  2. Smelt smør og chokolade i en lille gryde over lav varme. Lad ikke blandingen blive for varm, og stil den til side for at køle lidt af, når det hele er smeltet.
  3. Si mel, kakao, natron og bagepulver i en skål og bland det forsigtigt. Stil skålen til side.
  4. Bruger du en vaniljestang, så flæk den, skrab kornene ud og brug kniven til at mase dem godt sammen med lidt af sukkeret for at separere kornene. Pisk så æg, sukker, farin og vanilje til en tyk og luftig æggesnaps.
  5. Pisk chokolade- og smørblandingen i og sørg for, at det bliver godt inkorporeret.
  6. Vend forsigtigt skiftevis 1/3 af melblandingen (gerne gennem en si) og 1/2 af buttermilken/kærnemælken i dejen med en grydeske eller spatel, til det hele lige nøjagtigt er blandet sammen. Pas på ikke at overblande.
  7. Fordel dejen i de 12 forme ved hjælp af 2 skeer og bag dine chokoladecupcakes i ca. 18 minutter, til en tandstik eller kødnål kommer ren ud, når du stikker den ned i midten. Lad cupcakesne køle af i formen i nogle minutter og overfør dem så til en bagerist. Lad dem køle helt af, før du pynter med karamel-frosting.

Peanutbutter frosting

  • 75 g smør, stuetemperatur
  • 150 g cremet peanutbutter
  • 150-170 g siet flormelis
  • ½ dl piskefløde
  1. Pisk smør og peanutbutter let og cremet ved høj hastighed i 2-5 minutter. Brug gerne køkkenmaskine med spatel, alternativt almindelig elpisker.
  2. Tilsæt flormelis lidt ad gangen, imens du pisker – smag til, før du tilsætter det sidste, så din peanutbutter frosting ikke bliver for sød. Vil du gerne have en sødere frosting, kan du altid tilsætte ekstra flormelis efter smag.
  3. Tilsæt fløden lidt ad gangen med piskeren kørende og pisk, til du har en luftig og cremet peanutbutter frosting. Brug gerne en rund tyl, hvis der er stykker af jordnødder i din peanutbutter, ellers kan de tilstoppe tyllen, når du kommer frosting på dine M&M cupcakes.
M&M cupcakes med peanutbutter frosting

Post navigation


One thought on “M&M cupcakes med peanutbutter frosting

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Facebook
Facebook
INSTAGRAM
PINTEREST
PINTEREST