red velvet cupcakes med cream cheese frosting

Red Velvet Cupcakes – en skøn blanding af chokolade og vanilje

For nylig fik jeg endelig kastet mig over den ultimative cupcakeklassiker: red velvet cupcakes!

Det skete, da mit lokale netværk skulle indvies officielt og chartres som en del af Ladies Circle Danmark. I den anledning skulle vi holde reception med 50 tilmeldte, og jeg blev bedt om at levere cupcakes til gildet. Da Ladies Circles logo er 6 røde hjerter på hvid baggrund, virkede red velvet cupcakes som det oplagte valg.

Jeg har aldrig hverken smagt eller bagt red velvet cupcakes før, så jeg var ret spændt på eksperimentet. Anledningen kom, da den stod på tøsetur i sommerhus. Og jeg må sige, at jeg nu er fan 

Red velvet er et fascinerende bekendtskab, fordi selve kagen ikke rigtigt kan beslutte sig for, om den vil være vanilje eller chokolade. På den gode måde  

Navnet kommer sig af, at selve kagen laves med en lille smule eddike, som reagerer med kakaoen og giver en rødlig nuance.

I hvert fald i teorien.

I praksis skal der tilsættes helt utroligt meget kunstig rød farve for at overdøve den brune kakaofarve. Så man må lige afgøre med sig selv, hvor vigtig den røde farve er, hvis man generelt gerne vil undgå det kunstige element. Brown velvet smager også ganske fortrinligt  

Og når man så smækker en frisk cream cheese frosting på toppen, kan det jo kun blive en succes!

Som sædvanlig er jeg gået direkte til Sally’s Baking Addiction efter en opskrift. Sally’s version udmærker sig ved en kraftig smag af vanilje og kun en lille smule kakao. Det giver en skøn smagskombination, hvor vaniljen blander sig med et diskret hint af chokolade – I love it!

Frostingen er dog min egen opskrift – jeg kan godt lide den mere frisk og mindre overvældende sød, end klassiske amerikanske opskrifter kalder på 

Og receptionen? Den var en stor succes og chartringen en kæmpe oplevelse. Min medbager og jeg var lidt uenige om, hvor mange cupcakes der skulle til, så det stak en lille smule af – vi endte med ca. 80 almindelige red velvet cupcakes og 48 minicupcakes  Og der var selvfølgelig enormt mange til overs. Så hvis du selv står og skal lave cupcakes til et selskab og gerne vil have et bud på en passende mængde, vil mit råd være max 1½ almindelig cupcake pr. person. Så skulle du være ret godt kørende.

God fornøjelse!

Opskrift på red velvet cupcakes – 14 stk.

  • 2 store æg, stuetemperatur, delt i hvider og blommer
  • 160 g hvedemel
  • 32 g majsstivelse
  • ½ tsk natron
  • 4 tsk (6 g) usødet kakaopulver
  • 60 g smør, stuetemperatur
  • 200 g sukker
  • 120 ml neutral vegetabilsk olie
  • 2 tsk vaniljeekstrakt
  • ½ tsk hvid eddike
  • flydende eller fast madfarve
  • 120 ml kærnemælk
  • 1-1½ portion cream cheese frosting
  1. Forvarm ovnen til 175 grader og kom papirforme i 2 muffinforme.
  2. Si mel, majsstivelse, natron og kakao og bland det sammen med et piskeris.
  3. Pisk smør glat og cremet på en køkkenmaskine med spatel. Tilsæt sukker og pisk ved høj hastighed, til det er godt blandet – ca. 2 minutter. Skrab sider og bund med en spatel undervejs. Tilsæt olien og pisk ved høj hastighed i 2 minutter. Blandingen kan se ud til at skille, men det er o.k.
  4. Tilsæt 2 æggeblommer og vanilje og pisk, til det er godt blandet med smørret. Tilsæt eddike og rød farve – op til 2 tsk flydende farve for en kraftig rød farve ifølge Sally.
  5. I en ny skål pisker du 2 æggehvider, til de begynder at forme små toppe. Stil dem til side
  6. Med køkkenmaskinen på laveste hastighed tilsætter du nu de tørre ingredienser til smør og æggeblommer i tre ombæringer. Tilsæt undervejs kærnemælken i to ombæringer og rør forsigtigt, til det hele lige netop er blandet sammen. Vend til sidst de piskede æggehvider forsigtigt i med en røreske
  7. Fordel dejen i papirformene. Fyld dem ½-2/3 op – de hæver en del. Bag dine red velvet cupcakes i 18-20 min. Tjek, at toppen springer op igen, hvis du trykker blidt med håndfladen, og at en kødnål kommer ren ud, når du stikker den ned i midten. Men vær obs på, at cupcakesne kan synke sammen på midten, hvis du tester for tidligt. Lad cupcakesne blive i formen i 5-10 minutter og overfør dem så til en bagerist til afkøling. Red velvet cupcakes skal være helt afkølede, før du kommer cream cheese frosting på toppen.
Red velvet cupcakes

Post navigation


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Facebook
Facebook
INSTAGRAM
PINTEREST
PINTEREST